Jul i Las Vegas

Vi bor på Stratosphere Hotel and Casino. Det sidste store hotel for enden af The Strip, hvor hoteller og casinoer kappes om at overgå hinanden i størrelse, stil,
coolness og luksus.


Stratosphere er også specielt. Ikke på grund af de 2.500 værelser, og bestemt ikke på grund af den jævne indretning. Men fordi hotellet har et tårn. Det er blandt de højeste fritstående ”observationstårne” i verden. 350 meter er det. Med et minitivoli på toppen. Og en roterende restaurant – naturligvis :-)

Så hotellet har et tårn. Og det er højt… Men der skulle have været TO! Konsortiet bag hotellet gik imidlertid fallit, inden tårn nr. to blev rigtig påbegyndt. Så nu er der bare et. På den måde står hotel og tårn som et symbol på alt hvad Las Vegas også står for: Storhed og fald.

Det er jul, og vi har bestilt bord på toppen af Las Vegas – i Vegas hedder sådan en restaurant naturligvis Top of The World. Vi skal benytte en særlig elevator for at komme op til restauranten. Og der er en særlig vestibule med bløde tæpper, bløde møbler, flygel og naturligvis en velklædt tjener. Han holder nu bare styr på elevatoren, og fortæller, lidt for opstemt, om tekniske detaljer vedrørende tårnet, elevatorens hastighed og hotellet.


Vi står så i elevatoren. Venter – lidt spændte. Et par af os, er ikke ubetinget glade for elevatorer, og slet ikke den slags der farer i ekspresfart til 112. sals højde :-) Og så går det opad. Et tydeligt tyngdeskift, og så propper i ørerne. Efter overraskende få sekunder er vi på toppen. Vi går ud, og jeg er spændt på, hvordan Vegas præsenterer sig fra denne højde. Spejder ivrigt efter det første glimt af byen. Og dér er den så, hele vejen rundt og så langt øjet rækker. En stor by viser det sig: Store koncentrationer af lys og liv langs The Strip, adskilt af lange lige perlerækker af lys langs vejene, der stråler ud fra centrum og forsvinder mod horisonten i ørkenen. Det er betagende og overraskende.

Udsigten er altså helt i orden, en tur Vegas rundt pr. time, så nu mangler vi bare maden, noget vin og gaverne selvfølgelig :-) Maden viser sig at være overraskende god, og betjeningen er helt i top. Vin kan de sørme også klare, til Martins tilfredshed, og alt i alt flasker julemiddagen sig som den skal. Vi får også en dessert der passer til lejligheden: Et chokoladetårn i tre slags chokolade og med noget mousse-agtigt i toppen. En kopi af hotellets tårn. Vi er klar til små gaver og lidt kaffe mens vi slår mave.

Vi er mætte og har brugt al den tid vi kan presse ud af vores besøg. Selv sikkerhedschefen har været henne for at spørge, om alt nu også har været tilfredsstillende :-) Vi forstår beskeden – det gjorde vi også en time tidligere – men vi har ikke lyst til at sidde på værelserne endnu, det er jo juleaften. Men nu ER det så på tide at lade de næste komme til bordet. Vi skal op og se på deres tivoli.

Idéen virker mildest talt bizar: Byg et tårn. Et HØJT tårn… og så skal der også lige være et tivoli på toppen. Spiret er en forlystelse magen til det gyldne tårn i Tivoli – bare omvendt. Man bliver skudt op i himlen over Las Vegas. Der er også en lille slædeagtig forlystelse, som nok så nydeligt glider ned ad en lille skinne, for pludselig at tippe ud over kanten på tårnet, hvor den bliver hængende i sidste øjeblik. Man kan også vælge en karruseltur, hvor man hænger ud over siden på tårnet og bliver slynget rundt med frit udsyn ned… Ingen af os har lyst til at prøve, så vi ser på, og tager billeder af byen set fra oven.



Julemorgen. Jeg står og ser ud over Las Vegas fra vores hotelværelse. Vi er blevet opgraderet til et ”premium desert view room” på 21. etage, med udsigt over bjergene mod vest. Solen er ved at stå op over Vegas, og efter et par dage med lave skyer over ørkenen, er det en smuk morgen med høj himmel og bjergtinder, der smyger sig i en krave af skyer.

Derude i Vegas er det jul i dag. Den 25. december. Børn – der må være nogen, selvom vi ikke har set dem, her i turisternes glasklokke hvor vi færdes – er nu ved at åbne deres julegaver. Familier er samlede, som os, og fejrer højtiden. Mens jeg ser ud over byen, tænker jeg igen på Javier fra Cuba. Han bor også derude et sted. Måske i de noget trøstesløse rækkehuse et lille stykke fra hotellet. De huse som denne morgen ligger i skyggen af tårnet – i skyggen af Vegas…

Las Vegas

Javier, Cuba. Navneskiltet sidder på brystet af en midaldrende afrydder, der går rundt mellem bordene. Vi er taget ud for at få mad den første aften i Vegas. Bare noget hurtigt, for vi er kommet lidt sent og alle er trætte efter en lang biltur fra Flagstaff.

I receptionen på vores hotel anbefaler de at vi spiser på hotellet Circus Circus, som ligger lidt nede ad vejen…, vi har nemlig ikke lyst til at gå på Mac D, som er det mest oplagte på vores eget hotel, når man ikke vil på rigtig restaurant.

Circus Circus ligger nu ikke lige ved siden af, så vi vælger at følge vores sult, og satser på en buffet til bare 9 dollar pr. person på Sahara hotellet lige overfor. Det sku’ vi ikke ha’ gjort… Det viser sig at foregå i en stor, lidt lurvet kantineagtig ”restaurant”, naturligvis et eller andet sted langt inde i maven på hotellet. Og prisen, nå ja, det er 9 dollar, hvis man er ”medlem” af et eller andet halløj, som man godt kan melde sig ind i uden videre… hvis man altså gider gå hele vejen hen i den anden ende af hotellet, hvor vi lige kom fra, og de er altså store de hoteller. Så nej det gider vi ikke. OK – vi betaler så de 15 dollar det koster for os, der ikke er medlemmer.

Der sidder vi så, et sted i bugen på Sahara Hotel and Casino, ved lange borde i et lidt trist og træt lys. Sammen med de andre gæster, der også virker lidt som vraggods, der er skyllet op på en strand, som ikke ligner billederne i brochuren i vinter ;-) Og der arbejder Javier fra Cuba, med at rydde op efter os. Jeg tænker på, at han er meget smilende, i betragtning af han arbejder her. Respekt. Jeg ville ikke kunne gøre det, og stadig se ud som om, at det er helt fint.

Tænker også på om hans tilsyneladende tilfredshed beror på, at alternativet er meget værre… Eller er det mon bare en behagelig let forklaring, når man sidder der – i glitrende Vegas – konfronteret med afrydderen, der pludselig er et menneske, Javier fra Cuba, som må være nødt til at være DER og gøre DET?

Hvorfor har han mon et navneskilt, der fortæller, at han kommer fra Cuba? Skal det gøre ham til et menneske, ikke bare en skygge her i udkanten af Vegas? Senere bemærker jeg, at alle her i Vegas har sådan et skilt. De kommer fra Cuba, Californien, Oregon, Canada, Argentina… Burde jeg også skilte med min oprindelse?

Flagstaff

Så har vi været et par dage i Flagstaff, en lille by i bjergene i det nordlige Arizona. Bygen ligger meget smukt mellem et par ganske høje bjerge, og med god udsigt til de nu sneklædte tinder. Byen har en lille historisk bykerne, som er charmerende, med en masse restauranter og forskellige butikker med udstyr til udendørs aktiviteter... man mærker tydeligt, at det er en turistby - men det er OK, for det er ikke alt for voldsomt.

En af de hyggeligste ting ved byen er egentlig, at der kører tog gennem byen, altså de RIGTIGE amerikanske "one mile trains" - som tuder og båtter så det er en lyst, fordi der er en jernbaneoverskæring midt i byen. Det giver en fantastisk hyggelig stemning i byen, når man kan høre de tog :-)

Alt ved Flagstaff var i øvrigt julehyggeligt. Der er sne overalt, lige nok til at det er sjovt, og ikke for meget til at trafikken er helt umulig. Så er der pyntet op til jul overalt, og med al sneen og stemningen, er der dømt ren Disneyjul :-)

Vi har boet i en B&B som var RIGTIG hyggelig: Kig indenfor her :-)

Richard og Laurel som har stedet er vildt søde, og man bliver mødt på trappetrinnet med et veloplagt og dybtfølt: Welcome home! DET er en velkomst, som føles rar. Huset er smukt restaureret, som I kan se, og de to værter gør alt for at tiden der er en ren fryd.

Flagstaff ligger ikke så langt fra Grand Canyon, så det er oplagt at tage en dagtur dertil. Nu er det jo egentlig bare et hul i jorden, javist det største i verden, men smukt er det altså! Se selv her:


Tiden i Flagstaff var dejlig. Værterne sørgede for, at der altid var små lækkerier klar til os - friske hjemmebagte småkager, små chokolader, mini-isbarer, kolde øl og sodavand, og et stort udvalg i lækre theer og god kaffe! Sådan kan man godt tilbringe lang tid i forkælelse og vinterhygge :-)

Vi fik også tid til at skrive lidt postkort, og jeg synes, at Isaks var noget helt særligt, så det får I også lige et kig på, da det jo er sendt til hans klasse:



Efter Flagstaff gik turen til Las Vegas, hvor vi er nu. Mere om det senere :-)

Biosphere 2

Ude midt i ørkenen, lidt oppe i bjergene, på en skråning mod sydvest, ligger et af de mest underlige steder jeg har været: Biosphere 2. Stedet er et stort, meget stort, videnskabeligt instrument, der skal afdække sammenhænge mellem vand, atmosfære og liv på jorden. Paradoksalt at anbringe en videnskabelig institution der undersøger vandets betydning for atmosfæren i en... ørken... :-)

Grundlæggende er Biosphere 2 et enormt kompleks af drivhuse, som indeholde en tropisk regnskov, et tropisk ocean, en subtropisk højslette og en ørken. Hertil kommer et tropisk område med landbrugsland. Hver af disse biotoper anvendes til at studere forskellige aspekter af samspillet mellem vand og liv på jorden, tørke og regn. Hele komplekset er isoleret fra omgivelserne, for eksempel via luftsluser, så forsøg med planter, temperatur, vand og luftfugtighed kan kontrolleres ned til mindste detalje. En forsker der studerede planter, skulle angiveligt have været i stand til at identificere individuelle vandmolekyler på deres vej fra regn til rødder, gennem planter og tilbage til luften! DET kræver kontrol over omgivelserne...

Biosphere er imidlertid mest kendt for to videnskabelige eksperimenter, som ikke har noget med vand at gøre: De fem og syv personer (Biospherians) som boede inde i komplekset i to hold i henholdsvis 2 år og i 6 måneder. Forsøgene gik ud på at demonstrere, at det kunne lade sig gøre at konstruere et fuldstændigt lukket økosystem, som kunne opnå balance, og brødføde de syv personer som levede i økosystemet. Perspektivet var dels at demonstrere og afdække grundlæggende vilkår for bæredygtige økosystemer. Det blev dog hurtigt klart, at der i lige så høj grad var tale om et socialpsykologisk forsøg som et biologisk forsøg. problemstillinger som opstår, når mennesker lever delvist afsondret fra omverdenen på den mådedet biologiske forsøg .

I dag er det klart, at der var tale om et socialt forsøg, og i anden række om et forsøg med lukkede økosystemers bæredygtighed. Derfor er folkene bag Biosphere 2 også meget opmærksomme på at forklare, at der netop er en meget vigtig forskel på at studere MENNESKER, som ikke er en del af formålet med Biosphere 2, og på at studere BIOLOGI - her vand. Derfor smed de det sidste hold Biospherians på porten efter bare 6 måneder, da det blev klart, at forsøget med at have mennesker boende i Biosphere 2 ikke kunne bidrag til stedets egentlige forskningsfelt.

Beboerne brugt ca 66 timer om ugen på at opretholde livet på en meget smal vegetarisk diæt - og på at holde systemet i gang. Det siger sig selv, at det ikke giver tid til videnskab.

Når man først er kommmet gennem billetkontoret og souvenuirbutikken, fremstår komplekset underligt forladt. Man møder en mindre by, hvor der ikke er et menneske at se nogen steder. Fonemmelsen af at befinde sig et øde sted forstærkes naturligvis af at være i ørkenen, der er ikke menneskeskabt baggrundsstøj som vi er vant til, og alleigevel peger alt omkring dig på, at her burde være masser af mennesker... Meget underligt og kontrastfyldt stemning.

Tucson, Arizona

Så har vi været to dage i Tucson, en af disse underlige byer, der vokser op på overraskende steder, og hvor man tænker, at her kan der ikke være nogen grund til at bosætte sig... alligevel er byer som Tucson i stærk vækst?? Det skyldes ikke mindst at klimaet er relativt ensartet året rundt, så mange pensionister midaldrende amerikanere flytter til Phoenix og Tucson, hvor de kan finde fred for storbyernes larm, golfbaner der kan spilles på året rundt og et klima der ikke ødelægger helbreddet. Phoenix er en af de hurtigst voksende byer i USA.

Bortset fra at Phoenix i sig selv virker lidt malplaceret - der midt i ørkenen. Så er den, og Tucson mfl., økologiske katastrofer. Der bliver forbrugt enorme mængder vand til at holde haver grønne, golfbaner pæne og pools fyldt op... vand som der jo ikke er for meget af i en.... ørken... Hertil kommer at indbyggerne har en forkærlighed for virkelig store firhjulstrækkere (benzinslugende monstre), opvarmede pools (Det bliver jo KOLDT om aftenen herude på landet)og ikke mindst nedkølede huse (Det bliver jo VARMT om dagen herude på landet)!!

Bortset fra overvejelser over det bæredygtige samfund, har vi haft travlt med at se på den sporene efter den kolde krig: Et museum der viser en af de atomraketter som udgjorde rygraden i terroerbalancen under den kolde krig.



Dernede under jorden, blev det klart, hvor tæt vi alle balancerede på kanten af udslettelse i en lang periode. Det er skræmmende og tankevækkende, at det i dag kan virke helt uforståeligt, hvad det egentlig var, der i den grad adskilte øst og vest. Det var i hvert fald svært for mig at forklare Valdemar, hvordan det kunne komme så vidt, at vi kunne udslette verden mange gange... Selve anlægget hvor raketten stadig står i sit hul i jorden, er en stor oplevelse. ALT er indrettet på atomkrig - og jo altså i koldkrigens særlige logik på at UNDGÅ atomkrig: Sikkerheden omring området, mandskabets sikkerhed under jorden, og ikke mindst sikkerheden omring selve affyringen af misilet...



Alt omkring affyring af misilet var sikret med koder, koder der refererede til koder, og ikke mindst... flere koder. Koder til at åbne skabet med ordrer, koder til at åbne for brændstoftilførslen til misilet og koder for alle der skulle ind i det underjordiske kompleks. Koder, koder, koder, koder... Det mest forbavsende er måske, når alt kommer til alt, at der ikke i de ca 45 år det stod på, skete fejl af betydning. Ingen misiler blev affyret ved en fejl, og det er jo i sig selv en fantastisk bedrift.

Det mest tankevækkende ved besøget var nok demonstrationen af en affyring. Når først ordren til affyring var modtaget, og de to nøgler til systemet var sat i pultene og drejet... ja så var der ingen knap der kunne ændre forløbet. Så er verdens undergang sat i gang! Det var en mærkelig fornemmelse at stå der, og overveje, hvordan det ville have været for personalet at vide, at de netop havde medvirket til at ødelægge verden som vi kender den, hvis de havde drejet nøglen...

Senere på eftermiddagen så vi et flymuseum, der blandt andet viser den kolde krigs "skrotplads": En KÆMPE opbevaringsplads for alle de krigsfly, der er produceret fra omring 1950 og frem til i dag. Der står i tusindvis af fly i ørkenen. En del i beredskab, blot pakket forsvarligt ind, hvis der skulle blive brug for dem igen. En del som reservedele og skrot.

Det mest interessante er, at man kan gå rundt på museets område og se på alle de gamle fly, helt tæt på. Der er ingen hegn osv. man går simpelthen rundt mellem flyene og kan røre ved dem og se ind i dem, op i dem. Jeg synes, at det mest fascinerende fly af dem alle er de kolosalt store B52 bombefly. De fly som døgnet rundt i en periode på 35 til 40 år var en del af det konstante alarmberedskab, som holdt fly i luften, ubåde i søen og tropper klar på jorden. Det var bare ét tryk på en knap...



Besøget sluttede af med et mindre dramatisk besøg i selveste Kennedys embedsfly "Air Force One".



Det var interessant at se det indefra, og ikke nær så luksuriøst som man måske skulle forvente. Det synes Valdemar i hvert fald ikke...:-) Sammenligningsgrundlaget er nok også lidt forkert, når han ser på flyet med moderne øjne. Men der var da en privat afdeling med bløde sofaer, hvor man kunne forestille sig Jaqueline slænge sig, og et præsidentielt skrivebord, hvor man kunne forestille sig at Kennedy styrede nationen fra sit flyvende "kontor".

Aftene sluttede i hotellets (opvarmede) pool og spa... :-)

I morgen skal vi til BioSphere2 og senere på dagen ankommer vi i Flagstaff, hvor vi skal være et par dage.

Farvel til New York



Vi var på en tur med færgen til Staten Island, ikke fordi der er noget at komme efter på Staten Island, men fordi det er den bedste måde at se både Frihedsgudinden og Ellis Island på. Turen er gratis og sejler lige forbi begge steder :-) Ellis Island var jo modtagelsesstationen for emmigranterne der kom til USA, og det ser endnu i dag lidt fængselsagtigt ud der på øen midt i havnen... De har kunne se over den lille smule vand, som afskar dem fra den frihed de var kommet så lang for at få en del i... Men for mange var det en hård omgang at komme det sidste stykke gennem kontrol og frustrationer... Så tæt på og alligevel så langt fra.

Frihedsgudingen er en lidt underlig oplevelse. Hun står der midt i havnen, og virker ikke rigtig så "fornem", som man måske forestiller sig. I betragtning af at hun er et ikon for frihed og et nationalt symbol, virker hendes omgivelser noget triste: Industri og travl havnetrafik over det hele. Ikke så smuk en oplevelse som jeg havde forventet. Men flot er hun nu alligevel.

Vi var også en tur med Sub way - og det var en god oplevelse for ungerne, som med det samme følte sig hjemme - for der lugter af gummi og jernbane på samme måde som i Metroen i Paris, og den holder de meget af at køre med :-)

Tirsdag aften var vi til ishockey, og det var en stor oplevelse at se "sådan rigtigt". Vi sad tæt på isen, så tæt, at vi ikke kunne se noget som helst, for spillerne der sad på udskiftningsbænken lige foran os. Men da førs kampen var igang, kunne vi sætte os lidt højere op, og så var der fin udsigt til kampen. Den endte uafgjot, men vi fik set en masse tricks og detaljer, som både Valdmemar og Otto synes var cool. Men især Isak synes det var fedt at lure de to målmænd af, og se hvordan de gjorde :-) Han er virkelig blevet en lille ishockeynørd.

Bortset fra sightseeing var de sidste to dage i New York helliget shopping og især window shopping :-)

Man kan virkelig købe sig fattig i den by.


Onsdag fløj vil til Phoenix, og vi kom afsted med kun en mindre forsinkelse på grund af vejret, som i store dele af USA, har betydet trafikkaos, også for flytrafikken. Men vi ankom nogenlunde til tiden og i god behold, selvom turen var noget "rystende" på grund af turbulens.

Nu er vi så kørt til Tucson, hvor vi skal være et par dage inden turen går nordpå til Flagstaff.

Føreste dag i New York:
Vi startede dagen med at se Empire State building.Her er Bissen på toppen af byen.
Det er en meget fin oplevelse at bygningen, som i øvrigt ligger lige ved hotellet.Vi slog et smut forbi Bryant Park, hvor der er en lille skøjtebane, og en dejlig søndagsstemning med jazz, og solskin på en søndag i NY.

Herefter gik vi på loppemarked, hvor der var en del fine gamle ting, som vi ikke ser derhjemme. Blandt andet fine gamle julekugler. Isak synes ikke det er særlig interessant at gå på loppemarked, men han elsker sine jumbobøger, og når bare han kan få lov at sidde og læse i fred, er der ingen brok :-)

Vi kom også forbi Times Square. Hovr Isak var på besøg i den store og berømte ToysRus der ligger lige på pladsen. Der er mange ting at se i en sådan en ærkeamerikansk legetøjsbutik. Legomodeller som man ikke kan få derhjemme, og en Tyranosaurus Rex i fuld størrelse :- ) Sarah og Valdemar og resten af selskabet shoppede på den anden side af gaden i en Levis forretning, og på den måde virker det godt at være afsted med andre.

Efter frokost og en lang tur ned ad 5. Avenue gik vi tur i Central Park. Det var en dejlig oplevelse, vejret var fantastisk og det var ud på eftermiddagen, med smuk eftermiddagssol og udsigt til den berømte sky line på 5. Avenue.

Efter en lang tur i parken, fik en kop velfortjent kaffe i hyggelig krog af parken, hvor der ligger et bådhus ned til en af søerne. Inden vi startede turen tilbage mod centrum, var vi forbi det berømte Guggenheim museum, som i anledning af julen var udsmykket med en ualmindelige rædselsfuld baldakin med blinkende lygter der så helt forfærdelig ud. Men det indre af bygningen er fantastisk smukt.

Turen tilbage ad 5. Avenue er også en sjov oplevelse. Alle de fine ejendomme med deres baldarkiner ud over fortovet, og alle dørmændene der hjælper de ældre svagelige beborere ind og ud af huset med og uden små affældgie hunde og de unge smukke og rige New Yorkere der ligner dem fra serier og film, så det næsten er en levende karikatur :-)

Tilbge på Times Square skulle vi til koncert med Aretha Franklin! Vi kom tilfældigt forbi om formiddagen og så, at de solgte billetter til 30 $ stykket med The Queen of Soul!! Det kunne vi ikke stå for, så vi købte billetter... så til 50 $ fordi de billige selvfølgelig var udsolgte :-) Showet var en velgørenhedskoncert for de amerikanske tropper i Iraq, og det var sådan set OK. Lyden var elendig, opvarmningskunsnerne var rædselsfudle men Aretha Franklin kan noget som ikke engang elendig showproduktion kan ødelægge: I gode øjeblikke kan den gamle dame synge, så det er en fryd og hun har en charme, der utrolig. Fantasisk oplevelse, selvom det var blevet meget meget meget sent for os alle sammen! ungerne sov det meste af tiden og alle var helt færdige da vi kom tilbage til hotellet efter en lang dag på 13 timer i NY.