Tucson, Arizona

Så har vi været to dage i Tucson, en af disse underlige byer, der vokser op på overraskende steder, og hvor man tænker, at her kan der ikke være nogen grund til at bosætte sig... alligevel er byer som Tucson i stærk vækst?? Det skyldes ikke mindst at klimaet er relativt ensartet året rundt, så mange pensionister midaldrende amerikanere flytter til Phoenix og Tucson, hvor de kan finde fred for storbyernes larm, golfbaner der kan spilles på året rundt og et klima der ikke ødelægger helbreddet. Phoenix er en af de hurtigst voksende byer i USA.

Bortset fra at Phoenix i sig selv virker lidt malplaceret - der midt i ørkenen. Så er den, og Tucson mfl., økologiske katastrofer. Der bliver forbrugt enorme mængder vand til at holde haver grønne, golfbaner pæne og pools fyldt op... vand som der jo ikke er for meget af i en.... ørken... Hertil kommer at indbyggerne har en forkærlighed for virkelig store firhjulstrækkere (benzinslugende monstre), opvarmede pools (Det bliver jo KOLDT om aftenen herude på landet)og ikke mindst nedkølede huse (Det bliver jo VARMT om dagen herude på landet)!!

Bortset fra overvejelser over det bæredygtige samfund, har vi haft travlt med at se på den sporene efter den kolde krig: Et museum der viser en af de atomraketter som udgjorde rygraden i terroerbalancen under den kolde krig.



Dernede under jorden, blev det klart, hvor tæt vi alle balancerede på kanten af udslettelse i en lang periode. Det er skræmmende og tankevækkende, at det i dag kan virke helt uforståeligt, hvad det egentlig var, der i den grad adskilte øst og vest. Det var i hvert fald svært for mig at forklare Valdemar, hvordan det kunne komme så vidt, at vi kunne udslette verden mange gange... Selve anlægget hvor raketten stadig står i sit hul i jorden, er en stor oplevelse. ALT er indrettet på atomkrig - og jo altså i koldkrigens særlige logik på at UNDGÅ atomkrig: Sikkerheden omring området, mandskabets sikkerhed under jorden, og ikke mindst sikkerheden omring selve affyringen af misilet...



Alt omkring affyring af misilet var sikret med koder, koder der refererede til koder, og ikke mindst... flere koder. Koder til at åbne skabet med ordrer, koder til at åbne for brændstoftilførslen til misilet og koder for alle der skulle ind i det underjordiske kompleks. Koder, koder, koder, koder... Det mest forbavsende er måske, når alt kommer til alt, at der ikke i de ca 45 år det stod på, skete fejl af betydning. Ingen misiler blev affyret ved en fejl, og det er jo i sig selv en fantastisk bedrift.

Det mest tankevækkende ved besøget var nok demonstrationen af en affyring. Når først ordren til affyring var modtaget, og de to nøgler til systemet var sat i pultene og drejet... ja så var der ingen knap der kunne ændre forløbet. Så er verdens undergang sat i gang! Det var en mærkelig fornemmelse at stå der, og overveje, hvordan det ville have været for personalet at vide, at de netop havde medvirket til at ødelægge verden som vi kender den, hvis de havde drejet nøglen...

Senere på eftermiddagen så vi et flymuseum, der blandt andet viser den kolde krigs "skrotplads": En KÆMPE opbevaringsplads for alle de krigsfly, der er produceret fra omring 1950 og frem til i dag. Der står i tusindvis af fly i ørkenen. En del i beredskab, blot pakket forsvarligt ind, hvis der skulle blive brug for dem igen. En del som reservedele og skrot.

Det mest interessante er, at man kan gå rundt på museets område og se på alle de gamle fly, helt tæt på. Der er ingen hegn osv. man går simpelthen rundt mellem flyene og kan røre ved dem og se ind i dem, op i dem. Jeg synes, at det mest fascinerende fly af dem alle er de kolosalt store B52 bombefly. De fly som døgnet rundt i en periode på 35 til 40 år var en del af det konstante alarmberedskab, som holdt fly i luften, ubåde i søen og tropper klar på jorden. Det var bare ét tryk på en knap...



Besøget sluttede af med et mindre dramatisk besøg i selveste Kennedys embedsfly "Air Force One".



Det var interessant at se det indefra, og ikke nær så luksuriøst som man måske skulle forvente. Det synes Valdemar i hvert fald ikke...:-) Sammenligningsgrundlaget er nok også lidt forkert, når han ser på flyet med moderne øjne. Men der var da en privat afdeling med bløde sofaer, hvor man kunne forestille sig Jaqueline slænge sig, og et præsidentielt skrivebord, hvor man kunne forestille sig at Kennedy styrede nationen fra sit flyvende "kontor".

Aftene sluttede i hotellets (opvarmede) pool og spa... :-)

I morgen skal vi til BioSphere2 og senere på dagen ankommer vi i Flagstaff, hvor vi skal være et par dage.