Las Vegas
Javier, Cuba. Navneskiltet sidder på brystet af en midaldrende afrydder, der går rundt mellem bordene. Vi er taget ud for at få mad den første aften i Vegas. Bare noget hurtigt, for vi er kommet lidt sent og alle er trætte efter en lang biltur fra Flagstaff.
I receptionen på vores hotel anbefaler de at vi spiser på hotellet Circus Circus, som ligger lidt nede ad vejen…, vi har nemlig ikke lyst til at gå på Mac D, som er det mest oplagte på vores eget hotel, når man ikke vil på rigtig restaurant.
Circus Circus ligger nu ikke lige ved siden af, så vi vælger at følge vores sult, og satser på en buffet til bare 9 dollar pr. person på Sahara hotellet lige overfor. Det sku’ vi ikke ha’ gjort… Det viser sig at foregå i en stor, lidt lurvet kantineagtig ”restaurant”, naturligvis et eller andet sted langt inde i maven på hotellet. Og prisen, nå ja, det er 9 dollar, hvis man er ”medlem” af et eller andet halløj, som man godt kan melde sig ind i uden videre… hvis man altså gider gå hele vejen hen i den anden ende af hotellet, hvor vi lige kom fra, og de er altså store de hoteller. Så nej det gider vi ikke. OK – vi betaler så de 15 dollar det koster for os, der ikke er medlemmer.
Der sidder vi så, et sted i bugen på Sahara Hotel and Casino, ved lange borde i et lidt trist og træt lys. Sammen med de andre gæster, der også virker lidt som vraggods, der er skyllet op på en strand, som ikke ligner billederne i brochuren i vinter ;-) Og der arbejder Javier fra Cuba, med at rydde op efter os. Jeg tænker på, at han er meget smilende, i betragtning af han arbejder her. Respekt. Jeg ville ikke kunne gøre det, og stadig se ud som om, at det er helt fint.
Tænker også på om hans tilsyneladende tilfredshed beror på, at alternativet er meget værre… Eller er det mon bare en behagelig let forklaring, når man sidder der – i glitrende Vegas – konfronteret med afrydderen, der pludselig er et menneske, Javier fra Cuba, som må være nødt til at være DER og gøre DET?
Hvorfor har han mon et navneskilt, der fortæller, at han kommer fra Cuba? Skal det gøre ham til et menneske, ikke bare en skygge her i udkanten af Vegas? Senere bemærker jeg, at alle her i Vegas har sådan et skilt. De kommer fra Cuba, Californien, Oregon, Canada, Argentina… Burde jeg også skilte med min oprindelse?

No comments:
Post a Comment